Viser opslag med etiketten Melfri sovs. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Melfri sovs. Vis alle opslag

søndag den 29. september 2013

Bearnaise!

SÅ lykkedes det mig endelig...at mestre bearnaise saucen! Prøvede nogle gange for et lille års tid siden, hvor det virkede som et sindssygt stort arbejde med gentagne mislykkede forsøg og en masse spildt smør. Tænker det nok var fordi, jeg insisterede på at gøre det direkte på kogepladen og ikke over vandbad (dumt). Men ikke mere!
Tænk sig...det er jo nemt" (Så længe det gøres over vandbad) ;-)


Jeg bruger færdig bearnaise essens, når det skal gå hurtigt, men essensen er ikke den del, der er svær - den er blot lidt tidskrævende. Denne opskrift er med færdig Bearnaise Essens.

Opskrift på Bearnaise sauce (4 personer - eller 2! *Host*)
250 g. Smør (klaret)
4 Æggeblommer (jeg bruger pasteuriserede)
2-3 spsk. Bearnaise Essens
Lille bundt frisk Estragon
Salt

Fremgangsmåde
Smørret smeltes ved medium varme i en gryde. Smørret skal klares, hvilket betyder, at den hvide del af smørret skal falde til bunds, og man kun bruger den klare del.
Hæld det klare smør over i en skål. Gør du det langsomt og roligt behøver du ikke at si det gennem et kaffefilter eller andet (som nogle vælger at gøre). Stop med at hælde så snart du når til den hvide masse (denne skal blot kasseres).  
Lad det klarede smør køle til det er fingervarmt.

Gør vandbad klar (fyld vand i bunden af en stor gryde - en mindre gryde sættes oveni. Den lille gryde bund må ikke røre vandet).

Det vigtigste hele vejen igennem er, at saucen på intet tidspunkt bliver for varm! Så stik ind imellem en finger ned til den og test temperaturen. Jeg lader den ikke blive meget mere end lun. 

Tænd for varmen under gryden, og lad vandet begynde at simre let (LET!). Pisk æggeblommerne sammen med Bearnaise Essensen. Der skal piskes godt så det skummer op og indtil det tykner en smule.

Herefter kan du lige så stille begynde at tilføje det klarede, fingervarme smør. Jeg bruger en lille sovseske, og hælder én ske ad gangen i en tynd stråle ned til æggemassen samtidig med, at jeg pisker/rører smørret ind i æggemassen. Der skal egentlig ikke piskes så hårdt. Ikke så længe at smørret tilføjes lige så stille, så det lige så langsomt "integreres" i æggeblommerne.
Jeg fortsætter faktisk sådan indtil al smørret er brugt - én sovseske ad gangen.

Saucen vil langsomt blive tykkere og tykkere. Husk hele tiden at kontrollere varmen. Bliver saucen for varm, tages den lille gryde op af vandbadet og processen fortsættes uden varme indtil saucen igen har den rette (lave) temperatur.

Til sidst tilføjes hakket frisk estragon (jeg synes det er fantastisk med meget estragon - nogle tilsætter også frisk kørvel). Smag til med salt og eventuelt et skvæt Bearnaise Essens, hvis saucen er blevet for "fed" i smagen.
Hvis du synes saucen er for kold til at servere, kan du forsigtigt varme den let over vandbadet. Men husk...bliver saucen for varm skiller den hurtigt - og bearnaise skal faktisk ikke serveres varm.


Serveres (i rigelige mængder) ;-) til fx en god bøf, en salat og en omgang bønne-fritter (opskrift på disse følger snarest).

tirsdag den 12. marts 2013

Stegt Flæsk med (melfri) Persillesovs

På en r** syg tirsdag faldt jeg over dette dejlige flæsk i supermarkedet. Jeg skulle egentlig have haft kylling...meeen - hvem kan stå for vaske ægte øko-flæsk!? Det er der helt sikkert nogen der kan, men ikke jeg. ;) 


Med flæsk i indkøbskurven kunne jeg også få mulighed for at afprøve "kunsten" at lave en sovs uden meljævning (enhver undskyldning tæller). Det lykkedes faktisk ganske udmærket - og altså hvor var det nemt! 

Så her kommer opskrift på en klassiker i nye klæder: 


Opskrift på Stegt Flæsk med Persillesovs og Blomkål (2 personer)
1 pakke Svinebryst i skiver (øko - så har øfferne haft det godt & er ikke proppet med alt muligt grimt!)
250 ml. Fløde
1 lille Blomkålshoved
1 dusk Persille - hakkes
1 klat Smør
1 Æggeblomme
Salt og Peber

Fremgangsmåde Flæsk
Varm ovnen op til 200 grader. Bank flæsket fladt og læg det på en bagerist med en bageplade under (til at opfange fedtet). Krydder med salt og peber og smæk det i ovnen i ca. 30 - 40 minutter (alt afhængigt af hvor ''kremeret'' du ønsker dit flæsk - vores fik 40 minutter på varmluft...we like it crispy). Vend flæsket halvvejs. Lad det evt. ''dryppe af'' på fedtsugende papir inden du serverer det (når man steger det så sprødt som vi gør, er der ikke noget fedt at ''dryppe af''). 

Fremgangsmåde Persillesovs
Hæld fløden op i en gryde og pisk æggeblommen i. Sæt den over varmen og lad den få et kort opkog under konstant omrøring. Skru herefter ned på lavt blus, og lad sovsen koge lidt ind - rør stadig ind imellem. Pisk en god klat smør i og smag til med salt og peber. Når sovsen er tyknet lidt, tilføjes den hakkede persille. Lad sovsen varme godt igennem igen inden servering.  

Næste gang skal den PROPPES med persille!! :) 

Fremgangsmåde Blomkål
Rens og kog den i let saltet vand i ca. 5 minutter - eller mere alt efter hvor mør du ønsker kålen. Dryp af og server.

Voila!