Viser opslag med etiketten LCHF. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten LCHF. Vis alle opslag

lørdag den 16. november 2013

Hjemmelavede kødboller til suppen - LCHF venlige

Jeg elsker suppe! Alle slags supper! Og efteråret indbyder heldigvis til mere suppe-spisning end den varme sommer har gjort. :)

Tidligere har vi fast haft færdiglavede kødboller liggende i fryseren - supermarkedets de "bedste". Altid klar til at tilføje lidt protein til vores supper. Super nemt og hurtigt. Men men men!!! 

Efter jeg er begyndt at spise LCHF, er jeg blevet mere og mere sart overfor færdigproducerede madvarer - og kødboller fra køledisken i supermarkedet er nok noget af det mest tarvelige, jeg kan komme i tanke om (jeg aner jo ikke hvad de har puttet i eller hvor kødet kommer fra!!). Derfor er det slut! - ikke med at have kødboller i fryseren (heldigvis), men med at købe dem færdiglavet! ;) 

Og nøj for en forskel, når man laver dem selv! De er helt igennem fantastiske! Det er heller ikke svært, men tager naturligvis lidt tid. Derfor koger jeg gerne en ordentlig omgang ad gangen, og fryser dem ned i mindre portioner. Så er de klar til at tage op af fryseren til en suppe (eller en gang boller i karry). 




Opskrift på hjemmelavede kødboller - uden mel
500 g. hakket økologisk frilands svinekød (man kan også blande kalv- og svin)
2½ dl. mælk
1 æg
2 spsk. revet løg
2 spsk. Loppefrøskaller
2 tsk. salt 
Friskkværnet peber
Evt. 2 bouillon terninger til kogevandet eller en suppekvist (af fx persille, porre, gulerod, selleri) 

Fremgangsmåde
Rør alle ingredienserne grundigt sammen i en røreskål (farsen har godt af at blive rørt godt og længe). Hold eventuelt lidt tilbage med mælken, så din fars ikke bliver for lind. Gør den det, kan du altid tilsætte lidt ekstra Loppefrøskaller. Bliver den for fast, tilføjer du naturligvis bare mere mælk. :)

Lad farsen hvile mens du sætter en stor gryde med vand over at koge. Hvis du ønsker det, kan du opløse et par bouillon terninger i vandet eller tilsætte en suppekvist. Det giver lige lidt "ekstra" til dine kødboller. 
Vandet skal ikke ''bulder-koge'', men bare små-koge. 

Inden du koger første hold boller, er det altid en god idé at lave en test-bolle for at smage, om du har krydret farsen nok. 

Rør farsen igennem. Dyp en teske i det kogende vand, og form en kødbolle. Vær opmærksom på, at bollerne bliver lidt større når de har kogt. Kog kun ét lag kødboller ad gangen. De koges i cirka 8-10 minutter - eller til de føles faste. Jeg plejer at tage tid, fra jeg har lagt sidste bolle i vandet. Så er jeg sikker på, at alle har fået nok. 

Tag bollerne op ad vandet med en hulske og læg dem til afdrypning i en si. 
Fortsæt med et nyt hold boller indtil al farsen er kogt til fine små kødboller. 

Når kødbollerne er kølet ned, kan de fordeles i fryseposer i passende portioner. 
Voila - du har nu fryseren fuld med (for mig cirka 5 portioner til 2 personer) kødboller, som du kan spise med god samvittighed nu, hvor du ved, hvad der er puttet i dem. :) 


Kødbollerne er afprøvet med stor succes i fx blomkåls- og tomatsuppe. Mmm...

Nu kan efteråret og vinteren bare komme an! :)



søndag den 29. september 2013

Bearnaise!

SÅ lykkedes det mig endelig...at mestre bearnaise saucen! Prøvede nogle gange for et lille års tid siden, hvor det virkede som et sindssygt stort arbejde med gentagne mislykkede forsøg og en masse spildt smør. Tænker det nok var fordi, jeg insisterede på at gøre det direkte på kogepladen og ikke over vandbad (dumt). Men ikke mere!
Tænk sig...det er jo nemt" (Så længe det gøres over vandbad) ;-)


Jeg bruger færdig bearnaise essens, når det skal gå hurtigt, men essensen er ikke den del, der er svær - den er blot lidt tidskrævende. Denne opskrift er med færdig Bearnaise Essens.

Opskrift på Bearnaise sauce (4 personer - eller 2! *Host*)
250 g. Smør (klaret)
4 Æggeblommer (jeg bruger pasteuriserede)
2-3 spsk. Bearnaise Essens
Lille bundt frisk Estragon
Salt

Fremgangsmåde
Smørret smeltes ved medium varme i en gryde. Smørret skal klares, hvilket betyder, at den hvide del af smørret skal falde til bunds, og man kun bruger den klare del.
Hæld det klare smør over i en skål. Gør du det langsomt og roligt behøver du ikke at si det gennem et kaffefilter eller andet (som nogle vælger at gøre). Stop med at hælde så snart du når til den hvide masse (denne skal blot kasseres).  
Lad det klarede smør køle til det er fingervarmt.

Gør vandbad klar (fyld vand i bunden af en stor gryde - en mindre gryde sættes oveni. Den lille gryde bund må ikke røre vandet).

Det vigtigste hele vejen igennem er, at saucen på intet tidspunkt bliver for varm! Så stik ind imellem en finger ned til den og test temperaturen. Jeg lader den ikke blive meget mere end lun. 

Tænd for varmen under gryden, og lad vandet begynde at simre let (LET!). Pisk æggeblommerne sammen med Bearnaise Essensen. Der skal piskes godt så det skummer op og indtil det tykner en smule.

Herefter kan du lige så stille begynde at tilføje det klarede, fingervarme smør. Jeg bruger en lille sovseske, og hælder én ske ad gangen i en tynd stråle ned til æggemassen samtidig med, at jeg pisker/rører smørret ind i æggemassen. Der skal egentlig ikke piskes så hårdt. Ikke så længe at smørret tilføjes lige så stille, så det lige så langsomt "integreres" i æggeblommerne.
Jeg fortsætter faktisk sådan indtil al smørret er brugt - én sovseske ad gangen.

Saucen vil langsomt blive tykkere og tykkere. Husk hele tiden at kontrollere varmen. Bliver saucen for varm, tages den lille gryde op af vandbadet og processen fortsættes uden varme indtil saucen igen har den rette (lave) temperatur.

Til sidst tilføjes hakket frisk estragon (jeg synes det er fantastisk med meget estragon - nogle tilsætter også frisk kørvel). Smag til med salt og eventuelt et skvæt Bearnaise Essens, hvis saucen er blevet for "fed" i smagen.
Hvis du synes saucen er for kold til at servere, kan du forsigtigt varme den let over vandbadet. Men husk...bliver saucen for varm skiller den hurtigt - og bearnaise skal faktisk ikke serveres varm.


Serveres (i rigelige mængder) ;-) til fx en god bøf, en salat og en omgang bønne-fritter (opskrift på disse følger snarest).

tirsdag den 17. september 2013

Nyt legetøj: Spiralizer

Endelig fik jeg fingre i en Spiralizer. :D Jeg lagde stille ud med den mindste af slagsen, Gefu Spiralizer (gider ikke at sådan en himstregims skal fylde en hel køkkenskuffe). 


Gefu Spiralizer.
Min Spiralizer er købt på Amazon.com til kun et par hundrede kroner. 

På trods af at den er lille og billig, er den nem at bruge og laver de fineste grøntsags-spiraler! Se bare her: 



Spiralerne kan laves i to forskellige tykkelser. Længden styrer du selv. 

Det tager under 5 minutter at lave spiraler til en god gang squash spagetti - fx som tilbehør til kød- eller tomatsovs.

Opskrift på Squash Spagetti (lavet med spiralizer) 
1 squash (nok til 2 - 3 personer)
God olivenolie
Salt

Fremgangsmåde
Vask squashen og skær den ene ende af. Indsæt squashen i din Spiralizer og drej den til de fineste spiraler. Vend dem i en god olivenolie og lidt salt. 
Færdig!

Når sovsen (som herunder kødsovs med cocktailpølser) kommer over spiralerne tager de hurtigt varme, og gør opvarmning af spiralerne overflødig. 




Glad for min Spiralizer :)
  1. Det er hurtigt (meget hurtigere end at koge pasta!)
  2. En fantastisk måde at få flere grøntsager indenbords på!
  3. OG så smager det altså godt! 
  4. Netop denne spiralizer (Gefu Spiralizer) optager næsten ingen plads i køkkenskuffen og er nem at rengøre (går fint i opvaskemaskine)
  5. :)

torsdag den 11. juli 2013

Koteletter i fad - ikke old style...men LCHF style

Koteletter i fad er liiidt "old style". ;) Og jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har lavet koteletter i fad (om nogen sinde). MEN ikke desto mindre fik vi lavet en ret fantastisk (LCHF venlig) version. Vellykket...hvis jeg selv skal sige det (og det kommer fra én, der aldrig har været specielt vild med koteletter i fad!!). ;) 




Opskriften er stadig ret traditionel, men jeg bringer den alligevel her. 

Opskrift på Koteletter i Fad (2 personer)
2 stk. gode frilands (gerne øko) svine koteletter 
1 dåse hakkede tomater
1 aubergine
1 squash
Eventuelt en bakke mark champignoner eller andre grøntsager...kan varieres!
1 stort løg
1 fed hvidløg
Gratineringsost (vi brugte Fløde Havarti med stor succes) 
Fløde
Salt & Peber
Paprika
Evt. lidt frisk Timian (eller tørret)
Olivenolie eller smør til stegning

Fremgangsmåde
Dup koteletterne tørre. Krydder dem med salt & peber og drys dem herefter godt med paprika. Steg dem kort i smør eller olie (de skal bare lige blive brune på overfladen - ikke gennemsteges!!). Tag dem op af panden og læg dem i et ildfast fad. 

Snit grøntsager, løg og hvidløg. Grøntsagerne skal ikke snittes fint, men må gerne være i mundrette bidder. I en gryde klares løg og hvidløg af i olie og grøntsagerne tilsættes. De steges hurtigt sammen med løg og hvidløg inden de hakkede tomater tilføjes. Varm retten kort igennem og smag til med salt, peber, (rigeligt) fløde, paprika og timian (husk at grøntsagerne ikke skal blive færdige i gryden, men først senere i ovnen sammen med kødet). Hæld grøntsagssovsen ned til koteletterne i det ildfaste fad. 
Læg gratineringsost hen over retten (lige så meget eller lidt som du ønsker). 
Fadet sættes ind i en 200 grader varm ovn i ca. 20 minutter - dog alt afhængigt af koteletternes tykkelse.  

Server - evt. med et grønt drys af friskhakket persille.

De rigelige grøntsager (og ost!!) supplerer faktisk retten bedre end både ris og brød!! Mmmm.... :) 



lørdag den 6. juli 2013

Nem og lækker sommermad

Jo, sommeren ER over os. Vi har ferie på 2. (snart 3. og sidste uge..ssshhh!!) og endelig er vejret ved at være med os. :)

INDEN vejret var dét, måtte vi dog stege vores bøffer på panden og ikke på grillen...ikke desto mindre fik vi lavet dejlig sommerlig mad, med lidt ''synd'' i form af nye kartofler (fra spand) og hjemmedyrket salat. 




Med eller uden kartofler, så er (sommer)mad som dette bevis på, hvor nemt det kan være at lave god og sund LCHF mad. 

Faktisk vil jeg nøjedes med at lade billederne tale deres eget sprog...en opskrift er vist overflødig. ;) 



Steg et par gode frilands bøffer på panden (optimalt på grillen)
Lav en dejlig salat.
Denne er med urter fra haven
- fennikel, kørvel, rød skovsyre
og blomster fra purløg og fennikel. :) 


Salaten blev dynget til med en god feta
og olie/eddike dressing.
Husk masser af smør på bøf og kartofler. :)

Velbekomme!




mandag den 3. juni 2013

Tosset med Thai mad....

Her i huset er vi tossede med Thai mad. Og heldigvis falder det så heldigt ud, at rigtig mange Thai retter er fabelagtige i LCHF verdenen - hvis man altså dropper risene. ;-)

Vi oplever gang på gang, at det rent faktisk ikke er det store afsavn at droppe ris. Så længe sovsen er god den er akkompagneret med masser af lækre sprøde grøntsager. 



Her er en opskrift - som jeg har lavet om og om igen...både før og efter min tid med LCHF. 

Opskriften kan varieres i det uendelige (og egner sig fantastisk til ''tøm-grøntsags-skuffen''). 

Ingredienserne nævnt herunder er taget lidt på slump....

Opskrift på Thai Curry (nok til 3 store portioner)
300 g. (Øko) Kylling (gerne bryst) skåret i mundrette bidder
1 dåse Fuldfed Kokosmælk
2-3 tsk. god Curry Pasta (Fx Red Dragon rød eller grøn)
5-6 Kafir Lime blade
Olivenolie (fx) 
Salt
Eksempler på grøntsager (denne gang havde jeg bare rødløg, peberfrugt, sukkerærter og lidt hvidløg):
Rød og gul peberfrugt
Rødløg
Squash
Sukkerærter
Hvidløg
Tomat
Chilier
(Før LCHF puttede jeg næsten altid gulerødder i)
Eller hvad du nu har i grøntsagsskuffen... :) 

Fremgangsmåde
Skær kyllingen i mundrette stykker. Snit grøntsagerne - ikke for fint, og gerne i strimler. 
I en wok (eller dyb pande) varmer du et godt skvæt olie sammen med Curry Pastaen. Den skal ''brændes'' af så den frigiver alle de fantastiske aromaer. Kyllingen tilsættes og brunes af. 

Hæld kokosmælk ned i panden sammen med Kafir bladene. Lad det simre til kyllingen er næsten færdig. Tilsæt nu grøntsagerne i rækkefølge efter hvilken grøntsag, der skal tilberedes mest. Kunsten er at grøntsagerne ender med at være dejligt sprøde, men ikke undertilberedte. Lige inden grøntsagerne er færdige smages sovsen til med salt og evt. mere curry paste. 

Serveres rygende varm i dybe tallerkener (husk en ske til sovsen). :)


fredag den 31. maj 2013

"Klassisk" Italiensk Citrontærte

Jeg bager ikke utroligt meget...egentlig mest fordi, jeg ofte synes at LCHF kager ''bare ikke er det samme''. 

Men fornylig fik jeg ENDLIG fat i Fedtreduceret Mandelmel fra Funktionel Mad, og tja...så er der jo ingen undskyldning for ikke at bage! :) 



Jeg så en dag en LCHF opskrift på citron tærte. Det lød egentlig ret godt, men var bange for at den blev for 'ægget' (som jeg ofte synes LCHF kager har det med at blive). Derfor tog jeg chancen, og kopierede en opskrift på klassisk italiensk Citron tærte - dog skiftede jeg hvedemel ud med Mandelmel og sukker ud med Sukrin Melis. Og vupti...fantastisk dejlig citrontærte. :) 

Denne citron tærte er min hidtil mest vellykkede LCHF kage! Virkelig!!
Her er opskriften.




Opskrift på "Klassisk" Italiensk Citrontærte - LCHF-Style

Ingredienser Tærte bund (23 cm. tærtefad) 
225 g. kold smør
3 dl. Fedtreduceret Mandelmel
1 dl. Sukrin Melis
1 dl. Finthakkede Mandler (jeg kørte dem hurtigt igennem minihakkeren)
1 - 2 Æggeblommer (sammenpiskede så du kan tilføre lidt efter lidt)
Evt. lidt vand

Fremgangsmåde Tærte bund
Bland Mandelmel, Sukrin Melis og de finthakkede mandler. Heri smuldres det kolde smør. Sammel dejen med æggeblomme - tilfør æggeblomme lidt ad gangen, til dejen er samlet (præcis som gl.daws mørdej). 
Lad evt. dejen hvile køligt i en times tid inden du ruller det ud, og beklæder en smurt tærteform (bund og sider) med dejen. (Dét havde jeg ikke tålmodighed til, så jeg pressede dejen ud i tærtefadet med det sammen). 
Prik bunden med en gaffel. 
Bages ved 200 grader i 10 - 15 minutter. 

Ingredienser fyld
4 store æg
Saft og revet skal fra 3 økologiske Citroner
175 g. Sukrin Melis
100 g. smeltet Smør

Fremgangsmåde fyld
Slå æggene ud i en skål og pisk dem let. Tilsæt saft og skal (pas på ikke at få den hvide del af skallen med når du river citronerne). Pisk massen godt. Røres forsigtigt sammen med den smeltede smør. 
Hæld fyldet i den forbagte tærte bund.
Bages ved 200 grader i 25 - 30 minutter. 


Server med kold flødeskum og eventuelt lidt bær (fx hindbær eller blåbær). 

Kan godt holde sig nogle dage i køleskab - smagen forbliver god, men konsistensen bliver let knasende (Sukrinen krystalliserer åbenbart, når den køles ned). 

Nammenam! :) 


tirsdag den 28. maj 2013

Koldskål LCHF-Style

Når varmegraderne begynder at banke på, begynder min mand helt automatisk at sukke efter koldskål (det behøver faktisk ikke at være specielt varmt, før han går i gang)! Og den del er jo unægteligt blevet liiidt mere besværlig nu, hvor vi ikke bare kan hive den færdiglavede vare ned fra køleskabet i supermarkedet. 

Men så er det altså heller ikke værre! ;) 

Jeg lavede i hvert fald en LCHF venlig koldskål i går...og den smagte fantastisk. 

Så sommer - (please) do your worst! :)



Opskrift på LCHF Koldskål
4 pasteuriserende æggeblommer
7 spsk. Sukrin (eller mindre/mere om du ønsker - smag gerne til)
½ l. Gammeldags Økologisk Kærnemælk
½ l. Økologisk Tykmælk
½ tsk. Vanille pulver (Urtekram)
Skallen fra 1 økologisk Citron (helt fint-revet og uden den hvide del af skallen)

Fremgangsmåde
Pisk æggeblommer med Sukrin og vanille pulver til massen er tyk og lys (og Sukrinen er opløst). Tilsæt citron skal, tykmælk og kærnemælk. Rør godt igennem. 
Køl og spis. :)

Forslag til tilbehør / drys
Ristede mandler og solsikkekerner. Jordbær. Blåbær. Og så lige en klat flødeskum.



Og nårh ja...jeg har virkelig haft meget travlt på arbejdet! Men nu begynder det at lysne, og det samme gør min energi i forhold til bloggen. Så uden at love for meget, så tror jeg godt I kan regne med, at jeg er tilbage. :) 


lørdag den 13. april 2013

Travle dage...

Min kære mand gav mig denne i sidste uge <3 


Han var træt af at høre om alle de gange i den seneste tid, hvor jeg har måtte skippe frokosten på arbejdet, fordi jeg har haft for travlt.
Jeg arbejder alt for meget lige for tiden...indrømmet (også derfor, at bloggen ligger stille hen). Mange dage var jeg nødt til at ty til en caffe latte ud på eftermiddagen, når maven trods alt begyndte at knurre vredt af mig. Normalt er der jo ikke noget galt med at drikke caffe latte...men på min ''sunde'' arbejdsplads har de ladet letmælken dø til fordel for minimælk - hvilket jo ikke ligefrem er LCHF-venligt. 

Men denne goodiebag som manden min har givet mig, har holdt mig rigtig godt kørende den sidste uges tid, hvor frokosterne nu kunne skippes med knap så dårlig samvittighed. :) 

Posen er fyldt med lillebror ost, mandler, blandede nødder og god mørk chokolade. 
Det er faktisk utroligt, men sådan to lillebror-hapsere og en lille håndfuld nødder kan faktisk holde mig kørende til aftensmaden uden problemer. Så dejligt!

I know...det er ikke super sundt - men det er da bedre end en caffe latte på minimælk og et hul i maven. ;) 

Jeg lover at vende tilbage med lidt flere indlæg så snart arbejdspresset lægger sig igen. 


mandag den 1. april 2013

Ups Oopsies...


Morgenmaden dagen efter vores påskefrokost, blev til et par impulsive Oopsies (prøvet for første gang), og ups...jeg fik gjort det hele forkert (jeg fandt opskriften på min telefon, som så løb tør for strøm inden jeg nåede at læse fremgangsmåden...derfor fik jeg startet helt forkert op). Men ikke desto mindre, blev de ret vellykkede (takket være min mor, der foreslog en lille ændring til opskriften), og jeg vælger derfor at præsentere denne upsede version af Oopsies.

Opskrift på Ups Oopsies (6 store)
6 Æg (i den rigtige Oopsie opskrift skal man kun bruge 3 æg)
100 g. Flødeost Naturel (fx Philadelphia)
2 spsk. Loppefrøskaller (i den rigtige Oopsie opskrift skal man kun bruge 1 spsk.)
1 tsk. Bagepulver
½ tsk. Salt
Sesamfrø til at drysse over

Fremgangsmåde
Bland flødeosten med 3 af æggene, bagepulver, loppefrøskaller og salt (lettest hvis flødeosten ikke er helt køleskabskold). Det var allerede her det gik galt for mig. Jeg overså det faktum, at æggene egentlig skulle deles og hviderne piskes stive, mens kun blommerne skulle blandes med flødeosten. Du kan vælge at gøre dette, eller følge min Ups opskrift. ;) De 3 af æggene deles i blomme og hvide (gem blommerne til noget andet) og pisk hviderne stive. Vend oste-æggeblomme-blandingen med de stive hvider. 
Fordel dejen i 6 store (eller x antal mindre) klatter på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys dem med sesamfrø.
Bages i 25-30 minutter (mine var store og de fik 30) ved 150 grader. 

De blev overraskende gode. Absolut ikke sidste gang, vi laver Oopsies. Måske skal den rigtige opskrift prøves næste gang...og måske skal de forsøges i andre variantioner. Tænker at man kan smagsgive dem med alt muligt godt. :)

I øvrigt blev de to resterende Ups Oopsies til hhv. en bøfsandwhich (til manden) og en burger (til mig) samme aften. Ku' sagtens bruges (og ganske LCHF venligt tilmed)! :)



lørdag den 30. marts 2013

Påske...Badehotel...Tærte...

Påsken kan - som alle andre højtider - være noget af en prøvelse. Ikke mindst for mig. Ikke så meget fordi, vi har været til en masse påskefrokoster - for vi har sådan set kun været til én (som vi oven i købet selv stod for), men fordi vi startede påsken ud med et gourmet ophold på et dejligt badehotel i Sverige. 

Her tog vi et par (yderst) velfortjente fridage med lange ture langs vandet, smukke solnedgange, totalt ro og fordybelse samt en masse dejlig ikke LCHF venlig mad. Smukt og fantastisk...





Det resulterede i plus et par kilo for os begge (pr. person vel og mærke), velkommen tilbage til lækkersult (mere vil have mere!) og for mit vedkommende, et mere ustabilt humør (heldigvis ikke mens vi var i Sverige). 
Suk...

Nu er vi så småt ved at kæmpe os tilbage til LCHF og ud af trangen til de hurtige kulhydrater, som vores kroppe stadig higer efter. 

I forgårs havde vi påskefrokost for mine forældre. Heldigvis spiser min mor, og til dels også min far, efter LCHF principperne, så vi skulle ikke tænke på at ''skuffe'' nogen, ved ikke at servere hvidt brød til laksen, eller sød kage til desserten. Så selvom vi "syndede" lidt med godt kernefuldt rugbrød (i mindre mængder), stegte sild, lidt god chokolade (ikke over 50%) og mors næsten LCHF venlige konfekt af figner, dadler, sukkerfri marcipan og lakridspulver (mums), så holdt vi LCHF stilen, og fik prøvet nogle ret vellykkede opskrifter af på hhv. tærte og Oopsies. Tærten følger her...Oopsies kommer en af dagene. :)

Opskrift på (LCHF venlig) tærtebund 
Denne opskrift er inspireret af et utalt af blogindlæg omkring tærter den seneste tid...men jeg har varieret den ''traditionelle'' LCHF opskrift en smule.

½ dl. Sesamfrø
½ dl. Solsikkekerner
2 dl. Mandler
2 spsk. Loppefrøskaller
75 g. koldt Smør
1 Æggeblomme
½ tsk. Salt

Fremgangsmåde
Mal sesamfrø, solsikkekerner og mandler (fx i en blender) - så fint som muligt. Tilsæt Loppefrøskaller og salt. Smør skæres i mindre stykker og æltes i ''melet'' (præcis som du ville gøre med en traditionel mørdej). Til sidst samles dejen med æggeblommen. Dejen bliver mere våd end traditionel mørdej. Det gør den meget nem at presse ned i en tærteform med hænderne. Forbag tærtebunden ved 180 grader i 15 minutter.  

Forbagt LCHF venlig tærtebund.

Tærtefyldet
Mit tærtefyld var helt som jeg ville have gjort i "gamle dage" før LCHF. Fyldet blev derfor lavet på slump. Det indeholdt dog nogenlunde følgende:
3 spsk. Hytteost, 4 spsk. Creme Fraiche 18%, 3 æg, en god håndfuld revet ost, salt & peber. 
Massen blev blandet med let klarede løg og friske tomater (her er det kun fantasien der sætter grænser for, hvilken slags tærte den skal blive til). Nogle vil måske mene, at løg ikke er så LCHF-venlige...men de er sunde og sprængfyldt med fibre. ;)












Tærten blev fantastisk! Bunden var ret smuldret men stadig sammenhængende, og smagte virkelig dejligt og ingen savnede den traditionelle mørdejsbund. Helt sikkert en ny klassiker i mit LCHF-køkken! :) 


tirsdag den 19. marts 2013

Squash Pizzabund

skulle det prøves....pizza LCHF-style! :) 

Der findes tonsvis af opskrifter på pizza lavet på en bund af blomkål, men efter anbefaling prøvede vi at skifte blomkålen ud med squash (blomkåls-bunden skal dog også prøves en dag). 

Så her kommer opskrift på vores version af en LCHF-venlig Pizzabund. 

Opskrift på Pizza Squash-bund (lille bradepande)
1 (stor) Squash revet fint
2 æg
1 spsk. Loppefrøskaller
1 god stor håndfuld ost (vi brugte Cheddar og lidt Parmasan)
Godt med Oregano
Salt og Peber

Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 250 grader. 
Riv squash fint (dræn den evt. let - det glemte vi, men det fungerede okay alligevel) og bland den godt med resten af ingredienserne. 

På en bageplade beklædt med pagepapir spredes dejen ud, så tyndt det nu kan lade sig gøre. Brug hænderne eller en ske. 



Forbag bunden ved 250 grader i 11 - 13 minutter, eller til dejen er blevet fint gylden. 



Skru ovnen ned til 200 grader. 
Forbered nu dit fyld. Her er der fri fantasi. :) 

Vores pizza blev med hjemmelavet tomatsovs (som egentlig bare er hvidløg og tomatpurre stegt i olivenolie, hvorefter en dåse hakkede tomater tilføjes, og koges lidt ind. Smag til med salt og peber og evt. lidt agavesirup og oregano) Aalbæks fantastiske Øko Chorizo m. Jalapeno, Mozzerella og løg. 

Bag pizzaen i yderligere 10 minutter ved 200 grader. 

Her er det færdige resultat: 



Den blev virkelig god. Bunden kan dog næppe sammenlignes med en pizza bund. ;-) Den er meget blød, og blev først ''fast'' i det, da den fik lov at køle lidt ned. Men det smagte virkelig godt, og mættede seriøst meget! Dejligt...for så er der rester til frokost i morgen. :) 




søndag den 17. marts 2013

LCHF og diabetes 2....

Jeg er simpelthen lige nødt til at dele dietdoctor.com's blogindlæg for dagen...
En(dnu) en success historie fra patienter med diabetes 2, der har skiftet til LCHF. 

"A must read" hvis du har dieabetes 2 eller kender nogen, der har det. 

Her har du linket - eller læs historien kopieret ind herunder. 



The Doctor Asked: “What Have You Done?”

Yet another story from a person with type 2 diabetes, who has tried an LCHF diet:
At an appointment with my doctor, after being on an LCHF diet for one year (diabetes checkup):
The first thing she asks me is…. “What have you done?” – with a big smile.
“I started eating an LCHF diet”, I say.
“I just knew it had to be something like that!”, she says.
All numbers are good. Blood sugar normal, cholesterol numbers good, blood counts…. everything that can be measured is great (all was not good a year ago). My waistline has shrunk by 5 inches, and I have lost more than 30 pounds (have acquired more muscle mass too, so my fat loss is probably significant).
In addition I have completely stopped taking some antidiabetic medications (don’t need them anymore), and am currently taking half the dose of the last remaining antidiabetic medication that I take daily. I don’t need more than that when I eat an LCHF diet.
Then comes the funny part (or the not so funny part). She tells med that many of her patients have changed their diets to an LCHF diet on their own. And they all lose weight, they all improve their health markers, become healthier and feel much better.
“Isn’t this amazing?!”, she says, adding “And I am not allowed to recommend this to my patients, because we have to follow the official guidelines. Our whole society is sugar-poisoned.”
Congratulations!
The doctor’s idea that she is not allowed to recommend an LCHF diet is a common urban legend, that is spread by ignorance. As a physician in Sweden you may certainly recommend an LCHF diet. I have done so to appropriate patients more or less daily for the past six years, with results similar to the above.
Citeret direkte fra dietdoctor.com. 

lørdag den 16. marts 2013

De gode fedtstoffer...

Det er ingen hemmelighed, at fedt fylder meget, når man spiser efter LCHF principperne. :) 




Det er dog ikke lige meget hvilken type fedt, vi fylder os selv med. 

I gamle dage ville det have heddet sig, at vi skulle sørge for at skære helt ned for det mættede fedt, og holde os til de umættede fedttyper (herunder også margarine) - dog stadig i begrænsede mængder. 
Undskyld...skrev jeg i gamle dage??? Hvor er jeg naiv... Når man slår op på sundhed.dk, anbefaler de stadig at man sparer på fedtet. Især det mættede fedt fra mejeriprodukter og kød. Det samme sker når man slår op på sundhedslex.dk, hvor der findes en uddybende forklaring på, hvilke fedtstoffer de mener, er de sundeste for os. 

Det mættede fedt har i mange - mange! - år været udskældt som værende synderen i forhold til mange livsstilsygdomme. Diabetes 2, forhøjet kolesterol, hjertekarsygdomme, kræft, fedme mm.. 

Jeg skrev "i gamle dage" før da medier, diætister og endda læger i dag begynder at trække i land i forhold til sundhedsfaren ved det mættede fedt. 
Faktisk flyttes fokus nu (langsomt) fra mættet fedt til kulhydrater og Omega 6 som ''the big bad evil''. Det "sjove" er, at det er et gammelt forsøg i Australien, der lige så stille er med til at løfte dynen for det mættede fedt. Læs artiklen her

Mere MUFA & Omega 3 - Mindre Omega 6 - Minus på Transfedt
Men som sagt - selvom mættet fedt er (så godt som) fritaget, så skal vi stadig passe på, hvilke typer fedt vi spiser (ud over det mættede fedt). 

MUFA
MUFA = Monoumættet fedt. MUFA er godt for dig, især hvis du har PCO eller som jeg er insulinresistent. MUFA er nemlig med til at stabilisere dit blodsukker, forbedre insulinfølsomheden og er derved med til, at forebygge de livsstilssygdomme, der følger med en forhøjet insulinproduktion. Samtidig har MUFA også ry for, at kunne sænke taljemålet (!!). Derfor fylder MUFA også meget i bogen "Spis maven flad" af Charlotte Hartvig (en bog som os LCHF'ere sagtens kan finde inspiration i).

Gode kilder til MUFA
Er fx rapsolie, olivenolie, avokado, hellefisk, makrel, æggeblommer, mandler, peanuts, pistacienødder, macadamianødder, cashewnødder, hasselnødder, stenbiderrogn, ål og mayonnaiser lavet på rapsolie. 

Det vigtige Omega 3
Vi skal fokusere på at få en bedre balance i indtaget af omega 3 og omega 6 således, at vi får mere omega 3 i forhold til omega 6. Omega 3 er nemlig bedre (end omega 6) til at sænke inflammation i kroppen, forebygge dieabetes og hjertekarsysgdomme, sænke triglycerid i blodet (farligt kolesterol), modvirke blodpropper og sænke dit blodtryk. 
Læs mere om hvorfor her i iForms artikel om Omega 6. 

Gode kilder til Omega 3
Omega 3 får vi hovedsageligt fra fede fisk (fx sild, ål, hellefisk, makrel, laks mm.), men findes også i valnødder, hørfrø(olie) og rapsolie. 

Omega 6 gemmer sig mange steder
Naturlige kilder til Omega 6 er fx. Soja-, Majs-, Solsikke og Vindruekerneolie, men findes også skjult i mange færdigproducerede produkter, såsom Chips, brød, kiks, købe-dressinger, margarine, remoulade, mayonnaise-produkter og andre varer, hvor der på varedeklarationen står "Vegetabilsk fedt". 

Her er vi jo heldige - os på LCHF. :) 
For det er nemt at undgå de naturlige omega 6 olier (vi kan jo bare vælge ikke at købe dem). Og de skjulte kilder kommer vi som oftest helt uden om, da vi undgår færdigproduceret mad. Dog skal vi passe på med de færdigproducerede mayonnaise-produkter. 
Læs på varedeklarationen inden du vælger hvilken mayonnaise, du ønsker at købe (fx fik jeg lige elimineret min elskede Hellmann's Real Mayonnaise, da den er lavet på Sojaolie (som i øvrigt er den mest anvendte olie i den Amerikanske madindustri!)).
Note af 17. marts 2013: Det viser sig, at Hellmann's Real Mayonnaise kun indeholder Sojaolie i USA - IKKE i Danmark! Her bruges Rapsolie. (Se evt. kommentarerne til dette indlæg, hvor Marianne har været så sød at rette mig). :)  


Vælg dine olier med omhu, næste gang du handler.  


søndag den 10. marts 2013

Kunstige sødemidler - ja eller nej?

Det er en gåde - det med kunstige sødemidler. Mange udnævner dem til at forårsage alverdens onder - alt fra kræft til overvægt og sågar hjerneceller, der visner hen. 

Nettet er spækket med skræmmehistorier, og det er svært ikke at blive bare en lille smule bange. 

Sødemidler har ry for at kunne give blodsukkersvingninger og øge lysten til søde sager. Og her er det svært at skære alle over én kam - for det siges, at det er individuelt, om blodsukkeret (og hermed insulinproduktionen) påvirkes eller ej. Jeg har dog ikke set nogen videnskabelige kilder udtale sig om dette. Dietdoktor.com har lavet sin egen lille undersøgelse, og anbefaler at man holder sig fra kunstige sødemidler, hvis man forsøger at tabe sig. 

Aspartam og skræmmekampagner
I forhold til kunstige sødemidler - og især Aspartam (E951) -, holder jeg mig til sundhedsvæsenets udtalelser. Herudover synes jeg denne artikel, "Whipped cream chocolate mousse and artificial sweeteners" - skrevet af Dr. Jay (en Canadisk læge, der holdt op med at spise kulhydrater, da han fandt ud af, at han havde fået diabetes 2), indeholder et interessant syn på skræmmekampagnerne mod fx Aspartam. Er det i virkeligheden sukker industrien  der ønsker at skræmme os fra, at bruge kunstige sødemidler?

Sødemidler, der ikke påvirker blodsukkeret
Personligt skæver jeg rigtig meget til dieabetes foreningens guide til hvilke sødemidler, der påvirker blodsukkeret, og hvilke der ikke gør. Her er jeg ret stringent med kun at indtage de sødemidler, der er anbefalet til diabetikere.

Mit valg
Jeg indtager kunstige sødemidler (også Aspartam (uha!)). Jeg ved ikke hvad der er op og ned...men jeg holder mig i det store hele til den overbevisning, at for mig (som insulinresistent) er kunstige sødemidler 100% sundere end sukker er det. 

Jeg har det okay med at indtage kunstige sødemidler (i begrænsede mængder), og så længe der ikke er bærende og videnskabeligt begrundede beviser for, at det er direkte sundhedsskadeligt for mig (sådan som der er det for sukker), så nyder jeg min sukkerfrie hyldeblomstsaft med stor glæde. :)

Du er selv dommer i denne jungle - og ved sikkert allerede, om du vil forsøde dit liv med kunstige sødemidler eller ej. The choice is yours. 





fredag den 8. marts 2013

LCHF fastfood?

Det er ingen hemmelighed, at Sverige er meget længere fremme med Low Carb Living end man er i Danmark...meeen det sniger sig lige så stille ind på danskerne også!

I Sverige findes butikker (og her taler jeg ikke om netbutikker), der sælger Low Carb produkter i hobevis, og nu er de også fremme med fastfood kæder, der tilbyder Low Carb alternativer når du er på farten - fx et alternativ til burgeren!


Den svenske fastfood kæde Max er fordelt over hele Sverige, og nu er en enkelt butik også åbnet på den anden side af sundet: på Gammeltorv 4 i København! 

Det er, som jeg ser det, ét af de første miniskridt på vejen til en accept af, at danskerne også har fået øjnene (eller nu bedre kan få øjnene) op for fordelene ved at droppe kulhydraterne - også når man ind imellem spiser fastfood!

Andre alternativer
Det sker da at vi bestiller take-away herhjemme. Det har egentlig ikke ændret sig siden, vi begyndte på LCHF. Men de retter vi bestiller, har ændret sig en smule. Fx er vi tossede med Thai og Indisk mad - når vi bestiller det nu, er det bare uden ris eller Naan brød til. 
Da vi var på KISS kosten valgte vi de fedtfattige varianter og kogte selv noget Perlebyg fremfor ris som tilbehør, men nu vælger vi de fuldfede varianter (spækket med kokosmælk) og enten undlader vi helt tilbehør eller også bestiller vi en salat til. 
Det fungerer faktisk rigtig godt! :) Og et eller andet sted er det lidt luksus, at få lov til at spise sovs med ske. ;) 

Indisk Take-Away


torsdag den 7. marts 2013

Hjemmelavet LCHF venlig is

Jeg elsker is! Og (i danmark) er der ikke de store muligheder for at købe LCHF venlig is...så hvad gør man? Køber en ismaskine! 



Den blev afprøvet her den anden dag - med stor succes. Det er nemt, forholdsvis hurtigt og smager dejligt (og så er det jo fantastisk, at måtte spise fløde-is uden at skamme sig (alt for meget)). 


Opskrift på hjemmelavet Vanille-is (lavet på ismaskine nok til 4-5 pers.)
3 Æggeblommer (pasteuriserede)
70 g. Sukrin Melis (eller andet sødemiddel)
250 g. Fløde
200 g. Sødmælk
1 stang Vanille (kornene derfra) (Vanillepulver fra Urtekram kan også bruges)

Fremgangsmåde
Pisk æggeblommer med Sukrin til det er let og skummende. Pisk fløden næsten stiv. Bland Vanille i æggeblommemassen og rør herefter fløde og æggeblomme sammen til en jævn og glat ''creme''. 
Smag den eventuelt til allerede inden massen puttes i ismaskinen - nogen kan lide den sødere, andre ikke. Jeg synes faktisk den var lidt rigelig sød...så jeg tror, jeg holder lidt igen med Sukrin næste gang og i stedet smager mig frem til rette mængde sødemiddel. 

Ismassen kommes i ismaskinen og køres til den har den ønskede konsistens (kommer an på ismaskinen). 

"Grund"isen herover kan varieres frit (fx med kakao, frugt, chokoladestykker, lakridspulver, kaffe). :) 

Vi spiste den som den var - vanille - serveret med hakkede (usaltede) Pistacenødder og hakket 70% Chokolade. 


Den smagte også fantastisk overhældt med lidt
stærk kold espresso!