lørdag den 16. november 2013

Hjemmelavede kødboller til suppen - LCHF venlige

Jeg elsker suppe! Alle slags supper! Og efteråret indbyder heldigvis til mere suppe-spisning end den varme sommer har gjort. :)

Tidligere har vi fast haft færdiglavede kødboller liggende i fryseren - supermarkedets de "bedste". Altid klar til at tilføje lidt protein til vores supper. Super nemt og hurtigt. Men men men!!! 

Efter jeg er begyndt at spise LCHF, er jeg blevet mere og mere sart overfor færdigproducerede madvarer - og kødboller fra køledisken i supermarkedet er nok noget af det mest tarvelige, jeg kan komme i tanke om (jeg aner jo ikke hvad de har puttet i eller hvor kødet kommer fra!!). Derfor er det slut! - ikke med at have kødboller i fryseren (heldigvis), men med at købe dem færdiglavet! ;) 

Og nøj for en forskel, når man laver dem selv! De er helt igennem fantastiske! Det er heller ikke svært, men tager naturligvis lidt tid. Derfor koger jeg gerne en ordentlig omgang ad gangen, og fryser dem ned i mindre portioner. Så er de klar til at tage op af fryseren til en suppe (eller en gang boller i karry). 




Opskrift på hjemmelavede kødboller - uden mel
500 g. hakket økologisk frilands svinekød (man kan også blande kalv- og svin)
2½ dl. mælk
1 æg
2 spsk. revet løg
2 spsk. Loppefrøskaller
2 tsk. salt 
Friskkværnet peber
Evt. 2 bouillon terninger til kogevandet eller en suppekvist (af fx persille, porre, gulerod, selleri) 

Fremgangsmåde
Rør alle ingredienserne grundigt sammen i en røreskål (farsen har godt af at blive rørt godt og længe). Hold eventuelt lidt tilbage med mælken, så din fars ikke bliver for lind. Gør den det, kan du altid tilsætte lidt ekstra Loppefrøskaller. Bliver den for fast, tilføjer du naturligvis bare mere mælk. :)

Lad farsen hvile mens du sætter en stor gryde med vand over at koge. Hvis du ønsker det, kan du opløse et par bouillon terninger i vandet eller tilsætte en suppekvist. Det giver lige lidt "ekstra" til dine kødboller. 
Vandet skal ikke ''bulder-koge'', men bare små-koge. 

Inden du koger første hold boller, er det altid en god idé at lave en test-bolle for at smage, om du har krydret farsen nok. 

Rør farsen igennem. Dyp en teske i det kogende vand, og form en kødbolle. Vær opmærksom på, at bollerne bliver lidt større når de har kogt. Kog kun ét lag kødboller ad gangen. De koges i cirka 8-10 minutter - eller til de føles faste. Jeg plejer at tage tid, fra jeg har lagt sidste bolle i vandet. Så er jeg sikker på, at alle har fået nok. 

Tag bollerne op ad vandet med en hulske og læg dem til afdrypning i en si. 
Fortsæt med et nyt hold boller indtil al farsen er kogt til fine små kødboller. 

Når kødbollerne er kølet ned, kan de fordeles i fryseposer i passende portioner. 
Voila - du har nu fryseren fuld med (for mig cirka 5 portioner til 2 personer) kødboller, som du kan spise med god samvittighed nu, hvor du ved, hvad der er puttet i dem. :) 


Kødbollerne er afprøvet med stor succes i fx blomkåls- og tomatsuppe. Mmm...

Nu kan efteråret og vinteren bare komme an! :)



søndag den 27. oktober 2013

Vores fertilitetsbehandling step by step... (Opdateret 27. oktober 2013)

Scroll ned til den 27. oktober 2013 for at se seneste opdatering. :)

Jeg har jo ''lovet'' at denne blog også hander lidt om fertilitetsbehandling...derfor dette (laaaange) indlæg (næsten helt blottet for LCHF) for de, som måtte være interesserede. ;)



Da vi gik i gang med vores fertilitetsbehandling, savnede jeg beretninger fra andre ''lidelsesfælder'', der kunne fortælle mig - helt lavpraktisk -, hvad det var for noget, vi indledte os på. Jeg var så "heldig", at jeg havde to veninder, der begge havde været igennem fertilitetsbehandling (på godt og ondt - men begge med held), som jeg kunne trække på. Men ikke alle har dét. 

Derfor har jeg herunder opsummeret vores forløb, så du (hvis du har brug for det eller bare er nysgerrig) kan få indblik i hvad det vil sige, at gennemgå en fertilitetsbehandling. Jeg vil opdatere indlægget i takt med, at vores forløb skrider fremad, og der er nyt at berette. 

Det skal siges at alle behandlingsforløb er forskellige. Ikke kun fordi der er forskellige årsager til barnløshed, men også fordi gynækologer og læger er forskellige og har forskellig tilgang til fertilitetsproblemer og behandlingsmetoder. 


Vores forløb opsummeret 


8. august 2012: Hos lægen og prøvetagning
Vi går til egen læge for at blive undersøgt for uønsket barnløshed. En række undersøgelser sættes i gang (blodprøver for os begge, sædprøver for min mand). Resultatet af undersøgelserne - især min mands sædprøver (mistanke om autoimmunisering og herved kraftigt nedsat sædkvalitet) - munder ud i en henvisning til gynækolog. Lægerne opdager ikke min insulinresistens, og vi går derfor til gynækolog i den tro, at det er kraftigt nedsat sædkvalitet der gør, at vi ikke kan blive gravide.

12. september 2012: Forundersøgelse hos Gynækolog 
Vi har aftale på den gynækologiske klinik hos fertilitetsjordemoderen. Her får min mand taget nye blodprøver og jeg får lavet en smear og taget Klamydia test. Jeg har inden da fået taget (nye) blodprøver på et laboratorium. Gynækologen ønsker at starte forfra i udredningsforløbet, så der kigges slet ikke på tidligere tests taget hos lægen.

17. september 2012: 1. Sædprøve afleveres
Min mand afleverer 1. sædprøve på klinikken.

19. september 2012: Første møde med gynækologen - Svar på prøver
Første aftale hos gynækologen, hvor vi får svar på vores indledende prøver. Gynækologen melder med det samme ud, at jeg er insulinresistent, og at dette er årsagen til, at vi ikke kan blive gravide. Min mands sædkvalitet er han ikke bekymret for, den er lav, men intet der ikke kan rettes op på. Vi bliver begge sat på KISS kost, og jeg på Metformin. Indledningsvis 500 mg. om morgenen med besked om at sætte dosis op efter en måned til yderligere 500 mg. om aftenen (i forbindelse med måltiderne). Jeg bliver ultralydsscannet. Intet foruroligende dér. Vores videre forløb planlægges.

Metformin behandlingen
I måneden efter kæmper jeg en del med Metformin behandlingen. Har i de første par dage maveproblemer og derefter dagligt kvalme, lider af træthed, og har kraftigt nedsat appetit. Det stabiliserer sig over tid (en 3 uger), men begynder prompte igen da jeg forsøger at sætte dosis op den følgende måned. Der går derfor godt 1½ måned førend jeg lykkedes med at øge dosis. Herefter trivedes jeg fint med Metformin, og har i dag ingen ubehagelige bivirkninger. Jeg tabte mig de første par måneder ca. 3-4 kilo.

24. september 2012: 2. Sædprøve afleveres 
Min mand afleverer 2. sædprøve på klinikken.

9. oktober 2012: Svar på sædprøver
Vi får svar på min mands sædprøver. Stadig intet at være bekymret for. Næste møde aftales. Der skal gå lidt tid, så kost og Metformin kan nå at få effekt. Næste aftale bliver til en gennemskylning af mine æggeledere (HSU) for at få konstateret, om der er passage. Undersøgelsen skal foretages på min 2. cyklus' 7., 8., 9. eller 10. dag. 

17. december 2012: HSU - Gennemskylning af æggelederne
Jeg får foretaget HSU. Det er meget forskelligt, hvordan kvinder oplever en gennemskylning. Nogle mærker næsten intet (en af mine veninder var én af disse) mens andre mærker en del... Det viste sig, at jeg hørte til den sidste del. ;)

Inden undersøgelsen havde jeg (som anbefalet) taget en god dosis smertestillende (2 Ipren + 1 Panodil). Undersøgelsen foregår således, at man først bliver bedøvet 4 steder på livmoderhalsen. Dette mærkede jeg næsten ikke. Herefter føres et super tyndt og blødt karteter op igennem livmoderhalsen. En lille ballon for enden af karteteret pustes op. Jeg mærkede lidt menstruationslignende smerter da dette skete. Ballonen skal sikre, at den væske der senere føres ind i livmoderen passerer videre ud gennem æggelederne og ikke bare tilbage ud gennem livmoderhalsen. Væske og luft sprøjtes dernæst ind i livmoderen. Man bliver scannet imens, så gynækologen kan se hvordan væsken opfører sig. Dette gjorde helt sindsygt ondt (!). Det viste sig så også at jeg rent faktisk ikke havde passage, og at passage blev skabt mens væsken pressede på. 

Det siges at man i op til 3 måneder efter en gennemskylning, forøger sine chancer for at blive gravid betydeligt. At der (nu) var passage betød, at vi kunne gå i gang med inseminationer ved næste ægløsning.
Jeg gik på arbejde efter undersøgelsen og havde ingen yderligere smerter, havde blot lidt pletblødninger.

21. januar 2013: Ægscanning 
Vi møder op hos fertilitetsjordemoderen på 12. dagen for min første cyklus siden HSU'en. Mine æg scannes og måles i forsøget på at regne ud, hvornår min ægløsning er. Jordemoderen fortæller, at mine æg er lidt PCO-agtige (ligger som en perlekæde og ''spejler'' sig i hinanden). For bedre at kunne regne ud hvor hurtigt mine æg vokser, aftalte vi tid 3 dage efter til en ny scanning.

24. januar 2013: Ægscanning
2. ægscanning. Det besluttes (efter mange nøje beregninger) at vi skal insemineres tirsdag den 29. januar. Det betød, at jeg skulle tage ægløsningssprøjte derhjemme søndag aften - 36 timer inden inseminationen.

27. januar 2013: Ægløsningssprøjte 
Min mand giver mig ægløsningssprøjten i maven, da jeg er for stor en kylling til selv at gøre det. ;) Jeg kunne INTET mærke!

29. januar 2013: 1. Inseminationsforsøg
Vi kører til klinikken og afleverer sædprøve kl. 9.00. Sæden skal renses op, hvilket tager 1 time. Kl. 10.00 møder vi op derinde igen (til et mindre kaos, da al strømmen er gået, og vi frygter at blive sendt hjem og spilde en ægløsning! I sidste øjeblik kommer strømmen igen, og vi kan blive insemineret) :)

Inseminationen foregår således, at et karteter bliver lagt op i livmoderen hvorigennem sæden sprøjtes op. Det gjorde lidt ondt - menstruationslignende smerter, og jeg blødte en del (også i dagene efter (har åbenbart meget følsomme slimhinder=). Umiddelbart efter inseminationen skulle jeg ligge stille i 5 minutter. Det var dét...hjem og vente!

Det viser sig i øvrigt at min mands sædkvalitet er forbedret markant! Fra at være stærkt nedsat til nu at være rigtig god endda! Hurra for KISS, fiskeolie og vitamintilskud med ekstra megen Zink! :)

Uge 6: Kostomlægning
Vi har fået øjnene op for LCHF, og skifter KISS ud med LCHF.

9. februar 2013: Negativ graviditetstest
Jeg får menstruation. På trods af menstruation skal man tage graviditets test på 14. dagen efter inseminationen. Jeg tog en test dag 2 i min cyklus og igen et par dage senere - begge negative.

12. februar 2013: Ægscanning og nej til hormoner
På 3. dagen i min cyklus møder jeg op på klinikken til ægscanning og til vurdering af, om jeg skal have hormoner inden næste inseminationsforsøg. På trods  at at feritilitetsjordemoderen siger, at det ser ud til, at mine æg løsner sig førend de egentlig er modne nok til en befrugtning, siger jeg nej tak til hormoner (af frygt for de bivirkninger, der følger med). 

20. februar 2013: Ægscanning
12. dagen i min cyklus. Ny ægscanning.

22. februar 2013: Ægscanning og beslutning om pause
14. dagen i min cyklus. Ny ægscanning. Det besluttes at vi springer en cyklus over, da mine æg som anmodet ikke vokser nok. Vi besluttede samtidig, at jeg fra næste cyklus skal have hormoner.

18. marts 2013: Påsken kommer i vejen...
Egentlig er i morgen 3. dagen i min cyklus, og jeg skulle have påbegyndt hormonbehandling. MEN ak - påsken kommer i vejen, og gynækologen giver ikke hormoner op til påske.
Derfor udskydes projektet endnu en måned....

22. april 2013: Første dosis hormoner...

3. dagen i min cyklus. Blev skannet (for eventuelle cyster, da man ikke giver hormoner, hvis man har cyster). Alt så fint ud. Så jeg fik recept med hjem på Pergotime...nok til 5 dage. 2 små piller om dagen, og besked på at komme igen på 10. dagen i min cyklus til en ny skanning. 

29. april 2013: Flere hormoner...

Det gik fint med hormonbehandlingen. Ingen større bivirkninger at bemærke (min mand påstod at jeg ikke var mere umulig end vanligt - og det er jo rart at vide:).
Fik dog ret kraftige menstruationssmerter på sidste dagen i min menstruation (plejer stort set ikke at mærke en disse!), men om det kan tilskrives hormonerne, ved jeg ikke. 

10. dagens skanning gik okay, men mine æg var ikke vokset nok. Så fik recept på yderligere 3 dage med Pergotime. 

2. maj 2013: Flere hormoner igen igen...
Skanning på 10. dagen. Der var ikke sket de store forandringer med mine æg. Jeg reagerer ergo ikke godt nok på Pergotime. Det er - sagde jordemoderen - ikke så atypisk. Mange reagerer lidt på stimulationen lige i begyndelsen, men derefter går udviklingen i sig selv.
Derfor fik jeg denne gang recept med på et andet hormon. Mærket er "Gonal-f" - men det virksomme stof er Follitropin alfa. Det er ikke 2 små piller per dag, men i stedet en injektions sprøjte som jeg skal sprøjte mig selv med de næste 4 dage (dosis 37,5). Det er en lav dosis, men man skal jo starte ét sted. Så må vi se om jeg reagerer bedre på dette (og helst ikke i form af grimme bivirkninger tak!). ,-)
1. sprøjte er taget. Det var ikke slemt (egentlig var lugten den værste - virkelig grim medicinsk lugt). Manden min fik lov at gøre det (tøse-tøs som jeg er). Nu må vi se, om jeg bliver så vant til det her med sprøjter, at jeg selv kan begynde at gøre det (...en dag...men ikke i morgen).

27. oktober 2013: Status...
Det er en god rum tiden siden, jeg sidst var omkring vores fertilitetsbehandling her på bloggen. Årsagen er i bund og grund, at jeg på et tidspunkt besluttede, at holde lav profil og lade behandlingen gå sin gang uden al for megen fokus. Synes pludselig at behandlingen kom til at fylde alt for meget i snakken med mine nærmeste, i hverdagen med behandlinger og ikke mindst i mit hoved. Så beslutningen handlede lige så meget om, at få ro, og forsøge ikke at lade denne del af mit og vores liv fylde alt for meget. 

Men eftersom denne blog jo også omhandler fertilitetsbehandling - synes jeg det er på tide med en status. 

Siden maj er jeg blevet insemineret yderligere 2 gange (altså pt. 3 inseminationer alt i alt). Det viste sig at jeg reagerede fint på den lave dose af "Gonal-f". Den ene insemination skete på en kombi af Pergotime og Gonal-f - den anden udelukkende på den lave dose af Gonal-f. Stadig helt uden bivirkninger, og med fine æg til følge. 
3. insemination talte dog ikke rigtigt, da mine æg modnede sindsygt hurtigt (på 9. dagen af min cyklus, hvor det normalt er på 16. dagen!), derfor tog min Gynækolog det lidt som et ''long-shot''. Det førte da også til at vi troede jeg var gravid - hvilket jeg ikke var. Så den 3. gang ledte direkte op til en ufrillig pause. 
Herefter valgte vi selv at holde et par måneders pause. For lige at få det hele lidt på afstand, og slappe af hen over sommeren. Denne beslutning blev fuldt ud bakket op af vores Gynækolog....så den var ikke svær at tage. 

Nu er vi så i gang igen. Denne gang giver vi den hele armen - fuld power på Gonal-f (dose 75 i 10 dage). Tak for kaffe! 
Positiv: 

  • Jeg har lært at stikke mig selv. Så selve denne proces fylder ikke så meget længere. Det er (mere eller mindre) blevet vane. 

Negativ: 

  • Jeg har for første gang mærket til bivirkningerne. Ikke slemt som sådan. Men havde et par dage hvor jeg var helt nede i kuldkælderen og småtudede over alt og intet. Det stod dog kun på et par dage, og jeg var fuldt opmærksom på, at det ikke var en del af mit ''normale'' reaktions mønster - og det hjalp derfor (en smule) at vide, at det højst sandsynligt kunne tilskrives hormonbehandlingen. ;-) 
  • Det er dyrt! Er taknemmelig for at sygesikringen tager sin del, og at jeg oven i dette er medlem af Danmark. Havde jeg ikke været det, havde vi betalt omkring 3400 kr. for medicin på blot 10 dage. Det er altså en slat! Men takket være tilskud har vi ''kun'' sluppet omkring 2000. 
  • Har lært sindsygt meget om tilskudsreglerne for medicin. ;-) 
  • Der findes mange mærker af Gonal-f på markedet. Sjovt nok har mange Apoteker slet ikke Gonal-f hjemme. Det er en bestillingsvare (hvilket ikke hjælper meget, når man som oftest skal i behandling med det samme)! Så er der de Apoteker, der kun vælger at have det dyre præparat hjemme (prisforskellen er stor - omkring 700 kr. +). Det har betydet, at medicinen har været enormt svær at få fat på. Vi var på Apoteket af to omgange, da vi skulle købe nye forsyninger undervejs i forløbet. Hver gang besøgte vi 3 Apoteker, førend det lykkedes os at få fingre i Gonal-f. Og ikke hver gang i den billige version. Det kan betale sig at tale med Apotekerne og høre, hvilke præparater de som standard har hjemme (om nogen). Så slipper man måske for en forgæves køretur næste gang.  
  • Efter alle disse praktikaliteter: Jeg (mine æg) har ikke reageret nær så på høj dose som tidligere på den lave. Sjovt nok. Men min Gynækolog kalder denne gang for "drille-gangen". Det er åbenbart meget normalt, at man efter nogle behandlinger pludselig reagerer anderledes på hormonet end forventet. (Suk...det skal ikke være let). 
Det var noget af en smøre (!), og alt sammen bare for at sige, at vi stadig klør på - men at vi holder lidt lav profil i forhold til at opdatere både blog og de nærmeste omkring forløbet. Sker der noget spændende, skal jeg nok lade høre fra mig. :)


To be continued... 

søndag den 29. september 2013

Bearnaise!

SÅ lykkedes det mig endelig...at mestre bearnaise saucen! Prøvede nogle gange for et lille års tid siden, hvor det virkede som et sindssygt stort arbejde med gentagne mislykkede forsøg og en masse spildt smør. Tænker det nok var fordi, jeg insisterede på at gøre det direkte på kogepladen og ikke over vandbad (dumt). Men ikke mere!
Tænk sig...det er jo nemt" (Så længe det gøres over vandbad) ;-)


Jeg bruger færdig bearnaise essens, når det skal gå hurtigt, men essensen er ikke den del, der er svær - den er blot lidt tidskrævende. Denne opskrift er med færdig Bearnaise Essens.

Opskrift på Bearnaise sauce (4 personer - eller 2! *Host*)
250 g. Smør (klaret)
4 Æggeblommer (jeg bruger pasteuriserede)
2-3 spsk. Bearnaise Essens
Lille bundt frisk Estragon
Salt

Fremgangsmåde
Smørret smeltes ved medium varme i en gryde. Smørret skal klares, hvilket betyder, at den hvide del af smørret skal falde til bunds, og man kun bruger den klare del.
Hæld det klare smør over i en skål. Gør du det langsomt og roligt behøver du ikke at si det gennem et kaffefilter eller andet (som nogle vælger at gøre). Stop med at hælde så snart du når til den hvide masse (denne skal blot kasseres).  
Lad det klarede smør køle til det er fingervarmt.

Gør vandbad klar (fyld vand i bunden af en stor gryde - en mindre gryde sættes oveni. Den lille gryde bund må ikke røre vandet).

Det vigtigste hele vejen igennem er, at saucen på intet tidspunkt bliver for varm! Så stik ind imellem en finger ned til den og test temperaturen. Jeg lader den ikke blive meget mere end lun. 

Tænd for varmen under gryden, og lad vandet begynde at simre let (LET!). Pisk æggeblommerne sammen med Bearnaise Essensen. Der skal piskes godt så det skummer op og indtil det tykner en smule.

Herefter kan du lige så stille begynde at tilføje det klarede, fingervarme smør. Jeg bruger en lille sovseske, og hælder én ske ad gangen i en tynd stråle ned til æggemassen samtidig med, at jeg pisker/rører smørret ind i æggemassen. Der skal egentlig ikke piskes så hårdt. Ikke så længe at smørret tilføjes lige så stille, så det lige så langsomt "integreres" i æggeblommerne.
Jeg fortsætter faktisk sådan indtil al smørret er brugt - én sovseske ad gangen.

Saucen vil langsomt blive tykkere og tykkere. Husk hele tiden at kontrollere varmen. Bliver saucen for varm, tages den lille gryde op af vandbadet og processen fortsættes uden varme indtil saucen igen har den rette (lave) temperatur.

Til sidst tilføjes hakket frisk estragon (jeg synes det er fantastisk med meget estragon - nogle tilsætter også frisk kørvel). Smag til med salt og eventuelt et skvæt Bearnaise Essens, hvis saucen er blevet for "fed" i smagen.
Hvis du synes saucen er for kold til at servere, kan du forsigtigt varme den let over vandbadet. Men husk...bliver saucen for varm skiller den hurtigt - og bearnaise skal faktisk ikke serveres varm.


Serveres (i rigelige mængder) ;-) til fx en god bøf, en salat og en omgang bønne-fritter (opskrift på disse følger snarest).

lørdag den 28. september 2013

Nu med "Opskrifter"

I dag er bloggen blevet lettere opgraderet, med en fane indeholdende en liste over alle opskrifter nævnt i min blog. :)

Det skulle gerne give bedre overblik, og gøre det hurtigere at finde en bestemt opskrift.

Spring til opskrifter her.

fredag den 27. september 2013

Mærket "Low Carb"

Jeg er nødt til at dele denne pose kokosmel med jer. For jeg blev ganske enkelt helt glad da jeg stødte på denne mærkat, der lovbyder at det valgte produkt er "Low Carb"! :) 
 
 
Low Carb Kokosmel fra Urtekram
Dejligt når low carb bølgen lige så stille bliver mere synlig - også i supermarkederne. Små skridt...


tirsdag den 17. september 2013

Nyt legetøj: Spiralizer

Endelig fik jeg fingre i en Spiralizer. :D Jeg lagde stille ud med den mindste af slagsen, Gefu Spiralizer (gider ikke at sådan en himstregims skal fylde en hel køkkenskuffe). 


Gefu Spiralizer.
Min Spiralizer er købt på Amazon.com til kun et par hundrede kroner. 

På trods af at den er lille og billig, er den nem at bruge og laver de fineste grøntsags-spiraler! Se bare her: 



Spiralerne kan laves i to forskellige tykkelser. Længden styrer du selv. 

Det tager under 5 minutter at lave spiraler til en god gang squash spagetti - fx som tilbehør til kød- eller tomatsovs.

Opskrift på Squash Spagetti (lavet med spiralizer) 
1 squash (nok til 2 - 3 personer)
God olivenolie
Salt

Fremgangsmåde
Vask squashen og skær den ene ende af. Indsæt squashen i din Spiralizer og drej den til de fineste spiraler. Vend dem i en god olivenolie og lidt salt. 
Færdig!

Når sovsen (som herunder kødsovs med cocktailpølser) kommer over spiralerne tager de hurtigt varme, og gør opvarmning af spiralerne overflødig. 




Glad for min Spiralizer :)
  1. Det er hurtigt (meget hurtigere end at koge pasta!)
  2. En fantastisk måde at få flere grøntsager indenbords på!
  3. OG så smager det altså godt! 
  4. Netop denne spiralizer (Gefu Spiralizer) optager næsten ingen plads i køkkenskuffen og er nem at rengøre (går fint i opvaskemaskine)
  5. :)

torsdag den 11. juli 2013

Koteletter i fad - ikke old style...men LCHF style

Koteletter i fad er liiidt "old style". ;) Og jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har lavet koteletter i fad (om nogen sinde). MEN ikke desto mindre fik vi lavet en ret fantastisk (LCHF venlig) version. Vellykket...hvis jeg selv skal sige det (og det kommer fra én, der aldrig har været specielt vild med koteletter i fad!!). ;) 




Opskriften er stadig ret traditionel, men jeg bringer den alligevel her. 

Opskrift på Koteletter i Fad (2 personer)
2 stk. gode frilands (gerne øko) svine koteletter 
1 dåse hakkede tomater
1 aubergine
1 squash
Eventuelt en bakke mark champignoner eller andre grøntsager...kan varieres!
1 stort løg
1 fed hvidløg
Gratineringsost (vi brugte Fløde Havarti med stor succes) 
Fløde
Salt & Peber
Paprika
Evt. lidt frisk Timian (eller tørret)
Olivenolie eller smør til stegning

Fremgangsmåde
Dup koteletterne tørre. Krydder dem med salt & peber og drys dem herefter godt med paprika. Steg dem kort i smør eller olie (de skal bare lige blive brune på overfladen - ikke gennemsteges!!). Tag dem op af panden og læg dem i et ildfast fad. 

Snit grøntsager, løg og hvidløg. Grøntsagerne skal ikke snittes fint, men må gerne være i mundrette bidder. I en gryde klares løg og hvidløg af i olie og grøntsagerne tilsættes. De steges hurtigt sammen med løg og hvidløg inden de hakkede tomater tilføjes. Varm retten kort igennem og smag til med salt, peber, (rigeligt) fløde, paprika og timian (husk at grøntsagerne ikke skal blive færdige i gryden, men først senere i ovnen sammen med kødet). Hæld grøntsagssovsen ned til koteletterne i det ildfaste fad. 
Læg gratineringsost hen over retten (lige så meget eller lidt som du ønsker). 
Fadet sættes ind i en 200 grader varm ovn i ca. 20 minutter - dog alt afhængigt af koteletternes tykkelse.  

Server - evt. med et grønt drys af friskhakket persille.

De rigelige grøntsager (og ost!!) supplerer faktisk retten bedre end både ris og brød!! Mmmm.... :) 



lørdag den 6. juli 2013

Nem og lækker sommermad

Jo, sommeren ER over os. Vi har ferie på 2. (snart 3. og sidste uge..ssshhh!!) og endelig er vejret ved at være med os. :)

INDEN vejret var dét, måtte vi dog stege vores bøffer på panden og ikke på grillen...ikke desto mindre fik vi lavet dejlig sommerlig mad, med lidt ''synd'' i form af nye kartofler (fra spand) og hjemmedyrket salat. 




Med eller uden kartofler, så er (sommer)mad som dette bevis på, hvor nemt det kan være at lave god og sund LCHF mad. 

Faktisk vil jeg nøjedes med at lade billederne tale deres eget sprog...en opskrift er vist overflødig. ;) 



Steg et par gode frilands bøffer på panden (optimalt på grillen)
Lav en dejlig salat.
Denne er med urter fra haven
- fennikel, kørvel, rød skovsyre
og blomster fra purløg og fennikel. :) 


Salaten blev dynget til med en god feta
og olie/eddike dressing.
Husk masser af smør på bøf og kartofler. :)

Velbekomme!




fredag den 5. juli 2013

Ingen bærbar = Ingen indlæg = Ingen svar på kommentarer


Ak ja...bedst som jeg var tilbage på bloggen efter en pause grundet travlhed på jobbet, gik min (i øvrigt spritnye) bærbare ned. *Suk*

Det betød endnu en meget MEGET stille periode her på bloggen... Brændt barn skyr ilden...så nu tør jeg ikke love noget som helst. ;)

MEN min pc er kommet retur fra reparation, og nu er der ingen undskyldninger. :)
Skal bare lige i gang igen...høhø... ;) 


 

mandag den 3. juni 2013

Tosset med Thai mad....

Her i huset er vi tossede med Thai mad. Og heldigvis falder det så heldigt ud, at rigtig mange Thai retter er fabelagtige i LCHF verdenen - hvis man altså dropper risene. ;-)

Vi oplever gang på gang, at det rent faktisk ikke er det store afsavn at droppe ris. Så længe sovsen er god den er akkompagneret med masser af lækre sprøde grøntsager. 



Her er en opskrift - som jeg har lavet om og om igen...både før og efter min tid med LCHF. 

Opskriften kan varieres i det uendelige (og egner sig fantastisk til ''tøm-grøntsags-skuffen''). 

Ingredienserne nævnt herunder er taget lidt på slump....

Opskrift på Thai Curry (nok til 3 store portioner)
300 g. (Øko) Kylling (gerne bryst) skåret i mundrette bidder
1 dåse Fuldfed Kokosmælk
2-3 tsk. god Curry Pasta (Fx Red Dragon rød eller grøn)
5-6 Kafir Lime blade
Olivenolie (fx) 
Salt
Eksempler på grøntsager (denne gang havde jeg bare rødløg, peberfrugt, sukkerærter og lidt hvidløg):
Rød og gul peberfrugt
Rødløg
Squash
Sukkerærter
Hvidløg
Tomat
Chilier
(Før LCHF puttede jeg næsten altid gulerødder i)
Eller hvad du nu har i grøntsagsskuffen... :) 

Fremgangsmåde
Skær kyllingen i mundrette stykker. Snit grøntsagerne - ikke for fint, og gerne i strimler. 
I en wok (eller dyb pande) varmer du et godt skvæt olie sammen med Curry Pastaen. Den skal ''brændes'' af så den frigiver alle de fantastiske aromaer. Kyllingen tilsættes og brunes af. 

Hæld kokosmælk ned i panden sammen med Kafir bladene. Lad det simre til kyllingen er næsten færdig. Tilsæt nu grøntsagerne i rækkefølge efter hvilken grøntsag, der skal tilberedes mest. Kunsten er at grøntsagerne ender med at være dejligt sprøde, men ikke undertilberedte. Lige inden grøntsagerne er færdige smages sovsen til med salt og evt. mere curry paste. 

Serveres rygende varm i dybe tallerkener (husk en ske til sovsen). :)