fredag den 15. februar 2013

Knækbrød med kerner

De her knækbrød er virkelig nemme at lave - dog tager de lidt tid, men det meste af det er ''ventetid''. De er lidt porøse, men supergode at have under pålæg. Så de er en fast bestanddel af vores husholdning. :)



Her kommer opskriften (som jeg stadig eksperimenterer lidt med, bl.a. har jeg valgt at tilføje HUSK, for at få en smule flere fibre, og et lidt mere sammenhængende knækbrød). 

Knækbrød med kerner
2 dl hørfrø (du kan vælge at male den ene halvdel i en kaffekværn - det har jeg dog ikke gjort)
1½ dl græskarkerner
1 dl sesamfrø
1 dl solsikkekerner

4 måleskeer HUSK
1½ tsk salt
3 dl koldt vand
1 æg


Fremgangsmåde
Bland alle ingredienserne i en skål (tørre ingredienser først) og bland det derefter grunddigt til ægget er rørt helt ud og alle kerner er fugtige. 
Lad blandingen stå en times tid (herefter bliver den lidt mere sammenhængende).



Tænd ovnen på 125 grader (jeg eksperimenterer lidt med at give dem lidt mere varme og lidt kortere tid - men efter sigende, skulle de gode fedtstoffer forblive intakte, hvis de ikke får mere varme end 125 g. - jeg synes dog, at knækbrødene får en lidt bedre smag ved lidt hårdere varme, da kernerne bliver lidt ''brændte''). 

Klap dejen tynd (den skal stadig være våd og klistret (men ikke flydende) - ellers kan du tilføje lidt vand) på en bageplade beklædt med bagepapir - eller rul den tynd mellem to stykker bagepapir med en kagerulle (jeg klappede mine flade). 

Bag dem i 2 timer (alt afhængigt af hvor varm du har valgt at sætte ovnen). 

Når de er færdige og afkølede brækker du dem i passende størrelser. 

Server med smør, din yndlings ost eller hvad du nu synes. :)

Denne opskrift findes på næsten samtlige blogs omkring LCHF. Mange steder kaldes den for Frøkiks. Jeg vælger dog at kalde dem knækbrød, da de minder mig helt utroligt meget om det knækbrød jeg førhen bagte med mel og kerner. Min variant adskiller sig ved tilføjelse af HUSK. Det føjer fiber til knækbrødet og giver et mere sammenhængende og fast knækbrød. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar